90 køer ekstra under samme tag. Det var gevinsten ved at sløjfe foderbordet til fordel for automatisk fodring med en Mix Feeder XL fra GEA Mullerup, da der i 2004 skulle bygges ny stald på Isbjerg Møllegaard nær Varde.
I dag, godt 48.000 driftstimer senere, bekræftes det dagligt, at det var den rigtige beslutning. For ikke alene blev der flere køer til at betale den nye stald. Køernes ydelse og sundhed steg også hurtigt og markant som følge af det konstante tilbud om friskblandet foder på den smalle fodergang samt muligheden for holdfodring med tre hold på Isbjerg Møllegaard.
Dertil kommer en markant tidsbesparelse på det daglige fodringsarbejde, som inklusiv en ny stald bygget i 2015 til yderligere 200 køer ved siden af den fra 2004 og også udstyret med en Mix Feeder XL tager ca. en halv time om dagen og tilmed kan placeres fleksibelt i forhold til at fylde påslagene.
»Der er faste udfodringstidspunkter, men der en vis fleksibilitet i fyldningen af påslagene. Så de kan for eksempel fyldes om aftenen i stedet for næste morgen, hvis man ved, at man får travlt næste dag«, forklarer han.
Tidligere blev der blandet foder to gange dagligt, hvilket bandt en traktor som fast drivkraft til mikservognen.
Skal serviceres løbende
Dertil kommer en Free Stall Feeder på en ejendom med ca. 300 kvier. Begge de to anlæg fra 2015 blev købt brugt, fordi der var gode brugte anlæg at få på det tidspunkt.
Alle tre anlæg vist sig særdeles driftssikre.
»Siden 2004 har vi ikke haft et nedbrud på anlæggene, der har varet over seks timer«, konstaterer Jan Jensen.
Men selv om tidsforbruget på selve fodringsarbejdet er minimeret og fodringen sker automatisk, kan anlæggene naturligvis ikke passe sig selv.
»Det kræver, at der er en i stalden, der interesserer sig for anlægget. Vi skifter løbende småting, blandt andet bundkæderne i påslagene, og har faste punkter at holde øje med. Vores erfaring er, at 90 procent af driftsstoppene er vores egen skyld. Men vi bruger ikke en gang 20.000 kroner om året pr. anlæg alt inklusiv, så jeg tror ikke, man kan fodre på nogen billigere måde«, uddyber han.
Faktaboks
- Isbjerg Møllegaard drives som I/S mellem Jan Jensen og hans forældre
- 555 malkende jersey og 500 ha
- Fire ansatte
Kommentarer